I forbindelse med en forestående operation, kan der opstå mange spørgsmål. Her kan du læse om fasteregler, rygestop, medicin og den efterfølgende opvågning, så du føler dig tryg og godt passet på under hele forløbet.
Anæstesi og opvågning på Budolfi Privathospital
Narkose eller generel anæstesi er en søvnlignende tilstand ved brug af en medicinkombination, indgivet igennem et drop placeret i en blodåre.
Du vil føle dig ligesom når du sover, men en narkose gør mere end at få dig til at sove – du føler ikke smerte under en narkose, fordi din hjerne ikke responderer på smertesignaler eller reflekser.
Inden operationen kommer du til at tale med en narkoselæge, der bl.a. vil høre om dine tidligere erfaringer, vanlig medicin, allergier og dit generelle helbred, og vil gennemgå forløbet med dig.
Du vil blive tilbudt tabletter, som forebygger smerter og kvalme.
Under narkosen vil narkoseteamet monitorere dig, håndtere din vejrtrækning, holde øje med dine krops signaler og funktioner og give dig smertestillende medicin, individuelt tilpasset til dig og det indgreb, der bliver foretaget. Narkose er meget sikkert. Risikoen for komplikationer er relateret til typen af procedure og dit generelle helbred. Ældre personer er i større risiko for konfusion efter narkose.
Du kan i nogle tilfælde blive tilrådet lokalbedøvelse. Her er dine smertesignaler bedøvet på den lokalbedøvede kropsdel, men du er vågen.
Typen af bedøvelse vælges ud fra typen af kirurgi, du skal have, dit overordnede helbred og dine præferencer.
Du må spise mad indtil 6 timer før ankomst.
Du må drikke klare væsker (f.eks. saft, vand, kaffe, the, men ingen mælkeprodukter) indtil 2 timer før ankomst til operation.
Det er bedst at stoppe rygning, så snart du ved, at du skal opereres og vi fraråder al rygning 24 timer før operationen af hensyn til din tilstand under og efter narkosen.
Smertestillende: Du må gerne tage din vanlige smertestillende medicin ex. Paracetamol, gabapention, pregabalin, morfin, men ikke gigtpræparater som Ibumetin og ibuprofen
Blodtrykssænkende medicin pauseres på operationsdagen (undtagelse: metoprololsuccinat tages).
Diabetes: Medicin, herunder insulin pauseres, da du er fastende. Behandlingen genoptages, når du kan spise.
Blodfortyndende: en eventuel pause aftales med kirurg og narkoselæge inden operationsdagen.
Wegovy/Ozempic: præparaterne pauseres minimum en uge før din operation.
Medbring gerne din vanlige medicin.
Når operationen er færdig, standses medicinen, der holder dig i narkose og du vågner langsomt på operationsstuen. Vi hjælper dig i seng og ledsager dig til opvågningsafsnittet.
Du kan godt føle dig forvirret og søvnig. Enkelte kan opleve rystelser, kvalme, hæshed og svimmelhed. Hvis du oplever noget af det, er vi der for at hjælpe dig.
Inden du tager hjem, får du mundtlig og skriftlig information om, hvordan du skal forholde dig de kommende dage.
Vi sikrer, at du har recept på relevant medicin og hvordan du kontakter os ved behov.
Sørg for, at du har en, der kører dig hjem, og at der er nogen hos dig til følgende dag. Hvil dig resten af dagen.
Du må ikke køre bil eller betjene større maskiner de første 24 timer efter proceduren.
Kontakt os
- Vandmanden 10E, 9200 Aalborg SV
- +45 70111166
- Info@budolfiprivathospital.dk
Når dit barn skal bedøves i forbindelse med operation
Når dit barn skal bedøves, i forbindelse med en operation på Budolfi Privathospital, er der forskellige ting der er rare at vide. I videoen her, fortæller ét af de børn vi tidligere har opereret, hvordan tingene foregår. I møder også nogle af de fagfolk, der passer godt på jeres barn under operationen.
I forbindelse med jeres besøg hos os får I mundtlig og skriftlig information om, hvordan I skal forholde Jer efter operationen. Kontakt os på tlf 70 11 11 66 såfremt I har nogen spørgsmål.
Vi glæder os til at tage imod jer.