Hvordan opstår en diskusprolaps?

Her på Budolfi Privathospital undersøger og behandler vi patienter med diskusprolaps. Mange af vores patienter spørger hvordan en diskusprolaps opstår, og det får du forklaringen på her.

DER ER FLERE BEHANDLINGSMULIGHEDER

Vi har flere muligheder for at behandle diskusprolaps her på Budolfi Privathospital. I samråd med patienten vil vi altid først foretage en vurdering af hvad der er den bedste behandling. Mange patienter vil være i stand til at få det bedre ved hjælp af øvelser og træning, som vores fysioterapeut instruerer dig i. I nogle tilfælde kan det være en hjælp at få noget bestemt smertestillende medicin i en periode.

Er smerterne meget slemme har vi mulighed for at behandle med en røntgenvejledt nerverodsblokade. Her lægges et depot af smertestillende medicin præcist omkring den klemte nerve.

I sidste ende kan vi også foretage en operation, hvor diskusprolapsen fjernes. Vi råder over det mest moderne operationsudstyr, og vi kan fjerne diskusprolapsen ved en kikkertoperation. Vores rygkirurg og operationssygeplejersker har stor erfaring og ekspertise med netop denne type operation.

HVAD ER EN DISKUS?

Diskus er en skive af brusk, der sidder mellem hver af vores knogler i ryggen. Diskus fungerer som en stærk støddæmper mellem knoglerne. Den er bygget af en ydre bruskring, som omkranser en blødere kerne.

HVORDAN OPSTÅR EN DISKUSPROLAPS?

I løbet af livet opstår der sprækker i bruskskivens væg. Kroppen vil arbejde på at reparere sprækkerne, men man kan være uheldig at noget af det bløde brusk indeni diskus, bliver presset ud gennem sprækkerne. Bagved bruskskiverne ligger rygmarvskanalen der indeholder de nerver der forgrener sig ned i benene. Når materiale fra en diskus bliver presset så langt ud at det klemmer på nerverne, har man en diskusprolaps.

SYMPTOMERNE VIL OFTEST BEDRES MED TIDEN

Når nerverne i lænden bliver klemt af en diskusprolaps, opstår der smerter der stråler ned i benet. Ofte vil smerterne være ledsaget af snurren, prikken eller sovende fornemmelser i benet og foden. I langt de fleste tilfælde vil diskusprolapsen opløses og patienten får det gradvist bedre. Den naturlige helingsproces kan tage et par måneder, hvor smerterne og symptomerne i benet gradvist aftager.

Del meget gerne dette indlæg!

Facebook
Twitter
LinkedIn