Her kan du læse, hvordan det gik vores patient, Karen, der var i et behandlingsforløb for en diskusprolaps i lænden. Karen blev behandlet hos vores fysioterapeut over en periode på 9 uger. I løbet af perioden blev Karen smertefri, hun blev raskmeldt og slap af med den smertestillende medicin. Læs her, hvordan smertelindrende øvelser og genoptræning hjalp Karen af med smerterne fra en diskusprolaps i ryggen.
Karen på 56 år
Karen kontaktede os, efter hun havde haft smerter fra en diskusprolaps i cirka 6 måneder. Karen havde været hos sin egen læge nogle gange, hvor lægen havde undersøgt hende og ordineret smertestillende tabletter. Lægens vurdering var, at Karen havde en diskusprolaps, og smerterne sandsynligvis ville aftage i løbet af nogle måneder.
Karens smerter blev dog ikke bedre, faktisk blev de bare værre og værre. Efter nogle måneder blev smerterne så slemme, at hun måtte sygemeldes fra jobbet som folkeskolelærer. Hendes nattesøvn var meget forstyrret af smerterne, og som tiden gik, kunne hun heller ikke rigtigt passe rengøring, havearbejde og andre huslige opgaver.
Da Karen besøgte vores fysioterapeut første gang, havde hun så ondt, at hun ikke kunne spadsere længere end 1 kilometer. Hun kunne heller ikke sidde på en stol i lang tid nok til at spise aftensmad sammen med familien. Karen var på dette tidspunkt temmelig frustreret over bare at gå og vente, uden at der var nogen plan for at hjælpe hende videre. Samtidig var hun begyndt at blive bekymret for, om hun nogensinde ville slippe af med smerterne igen, så hun kunne komme på arbejde og i øvrigt leve et normalt liv igen.
Smerterne strålede fra Karens højre balde, ned gennem låret, og ud til den nederste del af benet. Hendes fod føltes som om den sov det meste af tiden, og de smertestillende tabletter var slet ikke i stand til at lindre smerterne nok.
Det første besøg hos vores fysioterapeut
Vores fysioterapeut, Martin Melbye, har arbejdet med patienter, der lider af diskusprolaps, siden 1999. Han underviser andre fysioterapeuter i diagnostik, behandling og genoptræning i såvel ind- som udland, og han er medforfatter til Sundhedsstyrelsens seneste anbefalinger til behandling af diskusprolaps.
Karen havde allerede været hos to andre behandlere, da hun kom til det første besøg hos os. Behandlingerne og øvelserne havde ikke hjulpet på smerterne, så Karen var en smule skeptisk over at skulle forsøge sig med endnu en fysioterapeut.
Ved det første besøg hos os, foretog vores fysioterapeut mange af de samme undersøgelser, som Karens egen læge havde foretaget. Hun fik kigget på sin ryg, undersøgt følesansen, musklerne og reflekserne i sit ben.
Derudover brugte vores fysioterapeut tid på at undersøge, hvordan Karens smerterne reagerede på almindelige dagligdags bevægelser af kroppen. Vores fysioterapeut var også meget interesseret i at forstå, hvordan og i hvilket omfang hendes dagligdag var besværet af smerterne.
”Hvad håber du at få hjælp til, Karen?”
Vores patienter er alle sammen forskellige, og derfor er et af de første spørgsmål, vi stiller vores patienter, hvad det er, de ønsker sig at få vores hjælp til. Det kan virke som et lidt tåbeligt spørgsmål, for de fleste patienter vil bare gerne blive smertefri, og så vil de have deres normale liv tilbage. Grunden til, at vores fysioterapeut stiller patienter som Karen det spørgsmål er, at vi gerne vil tilpasse vores behandling helt individuelt til hendes livssituation.
Karens altoverskyggende ønske var at blive fri for smerterne og den sovende fornemmelse i foden. Hun ville også rigtigt gerne blive i stand til at passe sit arbejde igen, være med til at passe hus og have igen, og så savnede hun også rigtigt meget at spille badminton med sin datter.
Øvelser der lindrer smerterne
Fysioterapeutens undersøgelse pegede klart i den retning, at hendes symptomer var forårsaget af en diskusprolaps i lænden, der klemte på nerverne ned i benet. Diskusprolaps er en aldersbetinget lidelse, hvor dele af ryggens bruskskiver (diskus) klemmer på nerverne inde i ryggen. I meget sjældne tilfælde er nerverne så klemte, at der opstår en lammelse af musklerne i benet, eller af de muskler, der styrer vandladning og afføring. I de fleste tilfælde er symptomerne knapt så alvorlige, og man vil se tiden an, inden man begynder at tale om en eventuel operation for at lette trykket på nerverne.
Det første, han gjorde for en patient som Karen, var at lære hende nogle forholdsvis enkle øvelser, der letter trykket dér, hvor diskusprolapsen klemmer på nerverne. Øvelserne medførte en gradvis bedring af smerterne indenfor få uger. I Karens tilfælde lindrede øvelserne smerterne lige med det samme, men til at starte med var det kun en kortvarig lindring af få minutters varighed. Karen var dog ret tilfreds med at have fået nogle enkle øvelser, der var overskuelige at udføre, og som ovenikøbet havde en lindrende virkning på smerterne. Det tog mellem 3 og 5 minutter pr. gang at udføre øvelsen derhjemme, og hver gang oplevede Karen, at smerterne i hendes balde og ben blev mindre.
”Skal du ikke scannes, Karen?”
Karens kolleger og familie havde flere gange spurgt, om ikke hun skulle have foretaget en MR-scanning, når nu både hendes egen læge og vores fysioterapeut vurderede, at hun havde en diskusprolaps i lænden. Efter at have undersøgt Karen den første gang, havde vores fysioterapeut diskuteret sagen med vores overlæge i rygkirurgi, Morten Zebitz Steiness. Vores fysioterapeut og læger arbejder tæt sammen og bruger hinandens viden til at hjælpe vores patienter på den bedste måde. Hos patienter, hvor man mistænker en diskusprolaps, anvendes MR-scanning hovedsageligt til at planlægge behandling med nerverodsblokade eller en operation. I det tilfælde vil vi helst have en MR-scanning, der er så ny som muligt. Derfor venter man med at foretage en MR-scanning, indtil det kommer på tale at foretage en operation eller en indsprøjtning med medicin ved den klemte nerve (nerverodsblokade).
To skridt frem og ét tilbage
I den første måned af behandlingsforløbet besøgte Karen vores fysioterapeut tre gange. De øvelser, hun havde lært, begyndte at virke bedre og bedre, så smerterne gradvist blev mindre. Karen fik nogle få genoptræningsøvelser til at træne musklerne i sin ryg og sine ben. Musklerne var blevet slappe, da hun havde været så fysisk inaktiv i mange måneder. Fysioterapeuten opfordrede Karen til at begynde at foretage sig nogle af de huslige opgaver og lidt af det havearbejde, hun havde undgået i lang tid. Det gik godt fremad, men på et tidspunkt blev Karen for modig og løftede på nogle tunge sække med haveaffald. Det forværrede smerterne i hendes ben, der igen blev meget kraftige. Karen blev bekymret for, om hun havde lavet en ny diskusprolaps eller om hun havde lavet skade på nerverne inde i ryggen. Vores fysioterapeut og læge vurderede ikke, at det var tilfældet, og de kunne fortælle Karen, at denne slags opblussen af smerterne er meget normal i et genoptræningsforløb. De kraftige smerter aftog dog også indenfor nogle dage.
En plan for raskmelding
Over de næste uger trænede Karen videre efter fysioterapeutens anvisninger. Hun fik også en plan for, hvordan hun kunne udskifte muskeltræningsøvelserne med gåture, og hvordan hun gradvist kunne gå i gang med at passe sit arbejde igen. Vores fysioterapeut lavede en plan sammen med Karen, der angav, hvordan hun skulle starte med at arbejde nogle timer om dagen, tre dage om ugen til at starte med. Planen fik Karen med sig på skrift, så hun kunne vise sin leder, hvordan hun skulle optrappe sin arbejdstid trin for trin over en periode på 6 uger. Samtidig fik hun en plan for, hvordan hun kunne nedtrappe mængden af de smertestillende piller. Rent mentalt gjorde det en stor forskel for Karen, at hun havde en plan for, hvad der skulle ske, og at hun samtidigt mærkede, at hun fik det bedre og bedre.
Færre øvelser – ikke flere
Vores fysioterapeut har den filosofi, at øvelser og genoptræning skal give mening og skal have et klart formål. Fysisk aktivitet og bevægelse stimulerer kroppens heling på en gavnlig måde. Det gælder både fysisk aktivitet såsom at Karen går spadseretur med sin søde nabokone, at hun klipper roserne i sin have, eller at hun begynder at spille badminton igen. De fleste af vores patienter vil langt hellere bruge deres krop til noget, der er sjovt, end at lave øvelser med en træningselastik. Derfor blev Karens genoptræningsøvelser hen ad vejen udskiftet med, at hun gik en lille smule i haven, og hun begyndte at spille badminton i et roligt tempo. Hun brugte stadig den smertelindrende øvelse så snart, hun mærkede det mindste optræk til smerter i balden og benet.
Ni ugers behandlingsforløb
I løbet af de 9 uger, Karen blev behandlet og vejledt hos vores fysioterapeut, blev hun fri for smerterne i sin balde og sit ben. Hver gang der var noget, hun var i tvivl om, eller blev bekymret for, fik hun svar og afklaring ved at snakke med vores fysioterapeut og læge. Hun fik en skriftlig plan for, hvordan hun skulle vende tilbage til sit arbejde, og hun fik hjælp og praktiske tips til, hvordan hun kunne vende tilbage til sin normale dagligdag igen. Hun slap af med sine smertestillende piller, og ikke mindst blev hun igen i stand til at sove natten igennem, uden at de jagende smerter i balden og benet vækkede hende.
Bestil tid hos os
Alle kan ringe til os og bestille tid til en samtale og vurdering hos vores fysioterapeut. Du skal ikke have en lægehenvisning for at bestille tid hos os. Vi har en aftale med de fleste sundhedsforsikringer, som helt eller delvist dækker et behandlingsforløb hos os. Skal du selv betale for hele forløbet, kan du se vores priser her https://budolfiprivathospital.dk/priser/.
Et behandlingsforløb hos vores fysioterapeut indeholder som regel 4-6 konsultationer over en periode på 8-12 uger. Ring til os på tlf. 70 11 11 66 for at bestille tid eller for at høre mere om mulighederne.
Mere viden
Hvordan opstår en diskusprolaps? Få forklaringen her: https://budolfiprivathospital.dk/hvordan-opstar-en-diskusprolaps/
Hør vores fysioterapeut fortælle om behandling af diskusprolaps her: https://budolfiprivathospital.dk/fysioterapibehandling-af-diskusprolaps/
Operation for diskusprolaps – se hvordan vi gør her: https://budolfiprivathospital.dk/kikkertoperation-og-mikrokirurgi-for-diskusprolaps/
Viden om diskusprolaps fra Sundhed.dk – læs her: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hjerne-og-nerver/sygdomme/ryg-og-nakke-sygdomme/diskusprolaps-i-laenderyggen/