Kikkertoperation og mikrokirurgi for diskusprolaps

Kikkertoperation for diskusprolaps, er en af de behandlingsmuligheder vi tilbyder på Budolfi Privathospital.

Her viser vi hvordan en operation for diskusprolaps foregår. Nogle af vores patienter er er ængstelige for at blive opereret for deres diskusprolaps i lænden. Patienterne er bekymrede for at der kan gå noget galt ved operationen, eksempelvis at kirurgen kommer til at klippe eller skære i en nerve ved en fejl. Under operationen har kirurgen et godt et indblik ned til nerverne i ryggen, og der bliver derfor heller ikke klippet eller skåret i noget ved en fejl.

Vi har flere muligheder for at behandle diskusprolaps. En operation er et tilbud til de patienter der er svært funktionsbegrænsede af smerterne. For de patienter der ikke skal eller vil opereres, kan vi tilbyde behandling med øvelser og træningsvejledning ved vores fysioterapeut, røntgenvejledt nerverodsblokade, samt vurdering hos vores speciallæger.

NB: Videoen viser optagelser fra vores operationsgang.

Her på Budolfi Privathospital opererer vi for diskusprolaps på to måde: Vi kan lave en åben mikrokirurgisk operation, eller en kikkertoperation gennem en lille åbning.

Mikrokirurgi ved diskusprolaps

Under en åben mikrokirurgisk operationen er patienten fuldt bedøvet. Inden patienten bliver bedøvet, lægges et drop gennem et plastikrør i håndryggen. Droppet bruges til at give patienten væske og smertestillende medicin under bedøvelsen. Inden operationen har patienten talt med vores kirurg om hvad der skal foregå.

Kirurgen opererer ved at lægge et snit i huden bag på ryggen præcist over det sted hvor diskusprolapsen sidder. Herefter holdes rygmuskler til side, og kirurgen laver en åbning ind til nerverne i rygmarvskanalen. Herefter kan den klemte nerve holdes til siden, og diskusprolapsen fjernes ved hjælp af en tang. Til sidst lukkes såret, og der lægges et lille dræn nede i såret. Drænet skal sørge for at blødningen fra såret kan komme ud. Herefter bliver patienten vækket og kørt ind på opvågningsstuen. Selve operationen tager cirka 45 minutter. Drænet fjernes på vores opvågningsstue i timerne efter operationen.

Kikkert-operation af diskusprolaps

Under en kikkert-operationen er patienten fuldt bedøvet. Inden patienten bedøves, lægges et drop gennem et plastikrør i håndryggen. Droppet bruges til at give patienten væske og smertestillende medicin under bedøvelsen. Inden operationen har patienten talt med vores kirurg om hvad der skal foregå.

Kirurgen opererer ved at lægge et 1 cm langt snit i siden af lænd, præcist over det sted hvor diskusprolapsen sidder. Gennem denne lille åbning i huden føres kikkert og operationsinstrumenter ind til diskusprolapsen, som derefter fjernes ved hjælp af en tang. Til sidst lukkes såret i siden af lænden med et enkelt sting. Herefter vækkes patienten og bliver kørt ind på opvågningsstuen. Selve operationen tager cirka 45 minutter.

Mere information

Del meget gerne dette indlæg!

Facebook
Twitter
LinkedIn